Fajancefabrikken Aluminia
Da spise-, kaffe- og testel blev hvermandseje i slutningen af 1800-tallet, blev Aluminia utrolig populært. Den første Aluminia-fabrik lå på Christianshavn, hvor den blev grundlagt i 1863 af den unge August Schiøtt. Produktionen omfattede bl.a. spisestel og andre brugsgenstande som kaffe- og testel, krus og mælkekander, og allerede fra begyndelsen havde Aluminia stor gennemslagskraft. Men samme år døde Schiøtt kun 28 år gammel.
Det blev den senere så legendariske ingeniør Philip Schou, der kort tid efter overtog ledelsen, og det var ham, der gjorde Aluminia kendt. Hurtigt lykkedes det ham at udkonkurrere såvel de engelske som de svenske fajancefabrikker, der dengang dominerede det danske marked. Under ledelse af Philip Schou flyttede man allerede i 1869 til Smallegade 45 på Frederiksberg.
Fabrikkens succes og produkternes store udbredelse skyldtes udover lederen Philip Schou ikke mindst de to kunstnere Harald Slott-Møller og Christian Joachim.
Det var Aluminia, der pustede nyt liv i Den kongelige Porcelainsfabrik (nu Royal Copenhagen), da man tilbage i 1882 overtog ejerskabet fra G.A. Falck efter fabrikken var havnet i kunstnerisk og økonomisk krise. Fajancefabrikken Aluminia fik i 1913 tilnavnet "Københavns Fajancefabrik", men dette navn anvendtes først i genstandenes mærkning fra 1922. Det udgik dog igen i 1930'erne, hvor man vendte tilbage til Aluminia-navnet.